Brug din puf på 5 måder

17. okt 2019

En puf er både praktisk og dekorativ at have stående derhjemme - og de fås i alverdens former og farver, så det er nemt at finde én, der passer til din indretning og stil. Men hvordan bruger du bedst puffen, så den både er funktionel og klæder rummet? Her får du 5 klassiske og kreative forslag til, hvordan du bedst kan inkorporere din puf i indretningen derhjemme.

1. Til de trætte fødder

Din puf er oplagt at have i nærheden, når fødderne skal op, og tempoet skal ned om aftenen, efter en lang dag. Har du en mindre 2- eller 3-personers sofa uden chaiselong, er puffen også perfekt til at skabe ekstra benplads, eller den kan fungere som ekstra siddeplads, når du har mange gæster.

2. Til den travle morgen

Et andet oplagt sted at placere din puf er i entréen. Her kan den gøre sig nyttig som siddeplads, når du skal have skoene på om morgenen. Når du kommer hjem igen, kan du også stille tasken der, så den står klar ved døren til næste morgen.

3. Til den lille stue

Har du en lille stue, kan det være nødvendigt at tænke i kreative løsninger, når den skal indrettes. Her kan du vælge at erstatte det traditionelle sofabord med en puf, som lettere kan flyttes rundt og bruges på flere måder i rummet. Find eventuelt en bakke eller plade at lægge ovenpå, som nemt kan tages af, når puffen skal bruges som siddeplads.

4. Til den gode nats søvn

Hvis du vil gøre indretningen ekstra hyggelig i soveværelset, så prøv at bruge din puf som sengebord. Den giver et anderledes og blødere udtryk til rummet, som indbyder endnu mere til at slappe af og nyde en god nats søvn.

5. Til den uformelle middag

Nogle gange skal middagen bare nydes i mere afslappede rammer. Og hvad er mere hyggeligt end en lille picnic på stuegulvet? Her vil din puf fungere perfekt som et lille bord mellem jer til mad og snacks, så det er lige til at dele.

Find din favorit-puf

Opgradering af boligen?

PUFFER

KATALOG

Se vores gode tilbud

TILBUD