Et nyt liv udendørs

30. mar 2021

Af: Signe Wenneberg

Har Corona-tiden givet dig og din familie et nyt liv udendørs? I haven eller på altanen? Har du brugt naturen mere? Har du brugt skove og parker mere? Så er du ikke alene. Og naturen har givet os glæde og trøst. Som jeg skrev, da januars meget drastiske nedlukning var en realitet ”hvorfor sidde inde, når alt håb er ude?”.

Da jeg skrev min allerførste havebog for 20 år siden, gav jeg bogen undertitlen ”et nyt liv udendørs”. Vores familie havde fået et helt nyt liv udendørs, efter vi var flyttet fra lejlighed til hus med have. Begejstringen for det udendørs liv ville ingen ende tage. Jeg tænker, at mange vil kunne genkende denne begejstring nu – især efter et år med hjemmearbejde og et andet blik på det grønne, der er lige udenfor vinduet. Og jeg tænker, at det må være derfor, der er så stor efterspørgsel på sommerhuse, hjemmearbejdspladsmuligheder på landet, huse med haver…

Vi vil ud. Vi har fået et nyt liv udendørs her i Corona-tiden, og vi har ikke tænkt os at gå væk fra det nye liv udendørs igen.

Men hvordan får vi bedst mulig nytte af haven? De seneste 20 år, hvor jeg har levet af at skrive om have og holde foredrag om have, bliver jeg ofte spurgt om: Hvordan indretter man sig udendørs. Hvordan man så at sige laver en have. Hvordan man får mest glæde af haven. Her kommer mine vigtigste råd.

  • Ligesom jeg altid anbefaler at bevare gamle døre og vinduer i gamle huse, så er gamle træer, gamle hække, hegn, rumdelinger, nøddehegn, frugtbuske lige så uerstattelige, som de gamle vinduer - men de er også meget nemme at skille sig af med i en snæver vending. Gør det ikke! Bevar havens oprindelige plan. Bevar mange års vækst. Nogle træer er langt ældre end os og kan fortælle historier, hvis vi lytter efter på deres kanal. Og der bor egern og fugle i dem.
  • Sørg for at indrette haven til den situation du er i lige nu. Ikke til de børn, der er flyttet eller dem, vi håber kommer på besøg. Sørg for at haven passer til dig.
  • Spar turene til Genbrugspladsen og lad alt grønt affald – også træ – blive i haven. Det er guld værd. Og man smider ikke guld på gaden. Visne blade laves til bladkompost, så har du jord til krukker og bede. Grene og træ formulder til glæde for biodiversiteten. Kompost fra køkkenet – te og kaffegrums eksempelvis – bliver i et hjørne af haven, sammen med nedfaldsfrugt og andet guf for orme og kriblekrable. Herfra kan du tage jordforbedring til dine bede. Gratis. Du vil opdage, at der er er en grundlæggende glæde ved at opleve grønt genbrug og den cirkulære økonomi på tæt hold. Du vil se, at det et hele hænger sammen derude. Fuglene og sommerfuglene kommer, så snart der er lidt rod og lidt at spise for dem.
  • Lad ikke din have være en ørken, hvor der ikke er noget at spise for de andre levende væsener. Græsplæner er en ørken med monokultur, det tænker man ikke lige over.
  • Sørg for masser af blomster i haven – og ikke kun dem, der blomstrer i højsommeren – plant også blomstrende træer og buske, som endda kan blomstre om vinteren.
  • Du bliver meget glad for at der er noget spiseligt i haven. Måske ikke en stor køkkenhave, men alle kan begynde med krukker med nemme krydderurter. Timian, rosmarin, salvie overlever endda om vinteren.
  • Er der et valg mellem en levende hæk og mur/hegn så vælg altid det levende.
  • Her er et råd, jeg selv skal lytte til, og som jeg er meget dårlig til at lytte til: Slå ikke et for stort brød op… tag hensyn til din ryg.
  • Indret en hyggelig krog med havemøbler i skyggen, en til morgensol og en til eftermiddagssol. Lad være med at planlægge, at du skal bære havemøblerne rundt efter lyset. Lav flere kroge i haven.

Favoritter til haven

Gør din have klar til sommerhygge

Se udvalget af

møbler og tilbehør til haven

Få flere tips og gode råd fra

Signe Wenneberg

Læs sommerens

Havekatalog her