Gode råd til kolonihaver og sommerhushaver

02. mar 2021

Af: Signe Wenneberg

Jeg elsker sommer i Danmark og har ikke været væk herfra i mange, mange år. Jeg hader at gå glip af en eneste uge af sommeren i haven, fordi der sker så meget spændende, smukt og vidunderligt. Uge for uge. I år er jeg ikke alene med min begejstring for sommer i Danmark. Vi er alle sammen nødt til at blive hjemme på grund af Corona-krisen. Og tag det fra en kender: I skal ikke være kede af det! Sommer i Danmark er dejligt. Og heldige er de, der har mulighed for at dyrke lidt have på en sommerhusgrund, i en nyttehave, i en kolonihave og i en dele-sommerhushave.

Herunder finder du mine bedste tips til at dyrke i fritidshaven.

// Deler du en have med andre? Låner du dig ind i bedsteforældres eller oldeforældres haver med familien? Så tag et havemøde. Bliv enige om, hvad I ønsker. Hvad forventningerne er. Hvem der har kræfter til hvad. Sådan opnår I de bedst mulige betingelser for en god sommer. De ældre kan nippe og ordne ukrudt, de stærke unge kan grave huller og tage de store nap, der er hårde for gamle rygge. Det er vigtigt at fordele opgaverne.

// Sørg for at dyrke noget spiseligt. Men vær også opmærksom på, hvornår hvad skal høstes. Det er en nemmere opgave i år end nogensinde før, da vi ikke risikerer, at hele køkkenhaven skal høstes mens familien befinder sig sydpå. I år er vi alle sammen hjemme. Det skal udnyttes til noget godt i haven.

// Overvej om I kan have plads til følgende spiseligt i fritidshaven. Det her er nemt: Rabarber, hindbær, brombær, solbær, ribs, grønkål, purløg, timian, rosmarin, persille, mynte, løvstikke, tomater (friland på sydmur), figner plus pærer og æbler. Så er der allerede virkelig meget dejligt at glæde sig til.

// Pas på med krukker. De kræver meget vand. Hvis man kun er i fritidshus i weekender, så skal man lave en god plan for krukkerne. Især hvis man har stillet dem i fuld sol. Stil dem eventuelt i store baljer eller med meget store underskåle, så der kan vandes nedefra. Sæt vinflasker fyldt med vand omvendt ned i krukkerne, så vand langsomt siver. Stil krukkerne halvt i skygge.

// Dyrk blomster til buketter i fritidshaven. Det er så skønt træde ind i sin fritidshave fredag eftermiddag og begynde weekenden med at plukke en buket til bordet. Så er der allerede god stemning. Stil også en buket i annexet til børn og gæster, så de føler sig værdsat.

// Gå mindre op i græsplænen. I takt med, at vi bliver tiltagende bekymrede for biodiversitet og føde til bier og insekter i det meget dyrkede landskab er tendensen, at private haver gøres mere og mere vilde. Det er ikke bare glædeligt for mangfoldighed og føde for insekter – men også nemmere for os. Vi behøver ikke få dårlig samvittighed, når vi lander i en have fyldt med ukrudt fredag eftermiddag. I stedet kan vi sætte os med en kop te og nyde, at der er en summen af liv fra alle de dyr, der er glade for, at haverne er blevet mere vilde.

// Mange gamle sommerhushaver har gammel beplantning, gamle roser og gamle buske, der skal tæmmes lidt. Samtidig er det moderne med store buketter og gulvvaser. Så klip og form dine frugttræer, buske og roser, når der er blomstring. Og lav store buketter ud af afklip. Når det hele er afblomstret, så kan grene komme i et insekthegn, som kan etableres denne sommer.

// En sjov opgave at kaste sig over med børn er at lave et ”insekthotel”. Byg det af gamle grene, hullede mursten og brædder. Så har insekterne et sted at bo og flyve ind og ud af. God læring for børn. Har I lyst til at bygge mere ud af gamle brædder, så byg fuglehuse og fuglefoderbrædder. Fugle har altid brug for flere spise- og levesteder. Og fuglene er vores venner i haven.

Læs mere sommerhusbegejstring på Instagram @Signewenneberg - se #signessommerhushave

Indret din koloni- og sommerhushave

{{ctrl.translation.siteSearchShowing}} {{ctrl.slideIndex + 1}} {{ctrl.translation.siteSearchOf}} {{ctrl.slideCount}}

Mere inspiration til din sommerhave

Se udvalget af

møbler og tilbehør til haven

Få flere tips og gode råd fra

Signe Wenneberg

Læs sommerens

havekatalog