Lys haven op til hygge

14. jun 2021

Af: Signe Wenneberg

Forleden aften – da jeg var blevet færdig med at ordne have – tog jeg mig selv i at tænke: Nu kunne man faktisk godt holde en lille fest herude! Alt var vandet. Der var ikke en vind, der rørte sig. Der var sol til sent. Havemøblerne var skuret og ordnet til sæsonen. Vildskud var klippet ned. Roser havde flyttet plads. Der var kørt emballage-affald på genbrugspladsen (kompost bliver i haven og gør nytte). Der var lagt tæpper og puder frem her og der. Græsset var slået. Ja, jeg slår græs en gang i mellem, for selv om jeg går ind for, at haven skal være vild, så skal den ikke gro fra mig. Og der var så dejligt, at jeg havde lyst til at blive ude i haven hele aftenen. Med venner og familie og mad og hygge. Og måske et bål. Og hvad mere?

Lys. Der skal selvfølgelig også være lys haven. Jeg har eksperimenteret ganske meget med lyskæder i min tid – jeg var ung i 1980erne, jeg ved ikke om jeg kan bruge det som undskyldning, men dengang var farvede lyskæder en del af enhver god fest sammen med et live-band, der spillede kopi-musik i klæde-ud-tøj og piger, der sang kor iført lyse parykker, mens nogen drak drinks med farvestrålende paraplyer i. I mange år derefter var lyskæderne med hvide pærer, der matchede det hvide interiør inde i boligerne. Det var også skønt og en lille smule kedeligt. Så var der en periode, jeg husker ikke helt hvornår, eller også vil jeg bare ikke indrømme, at den tid i haven ikke helt er overstået for mig endnu, hvor juletræskæder kunne hygge i en snæver vending året rundt. Og så er der i de senere år kommet LED-lys og solcellelamper. Jeg er fan!

Sommetider tager jeg et lille frikvarter inde på Pinterest, hvor jeg og andre havemennesker tilbringer virkelig meget tid. For man kan dele ideer med ligesindede fra hele verden. Og her har jeg lagt mærke til noget nær en mega-tendens: Langborde i haver/æbleplantager/blomsterenge med glade mennesker siddende overfor hinanden - og lys som er spredt ud over borde, og der er også tit nogen, der skåler… Dette er billedet på en drøm om, hvordan sommeren kan blive. Og det er næsten kun overgået af billederne af træer med lys i. Man kan se, når billeder og drømme er delt mange gange – og disse to sommerdrømme er top-scorere, så det må betyde, at nogen må drømme de samme drømme. Jeg tænker, at de synkrone drømme handler om nedlukninger, om at komme ud af den mørke tid, om at ses med andre mennesker – mange mennesker – og om at ses udendørs.

Jeg hører til de havemennesker, der kan huske, dengang andre mennesker anså det som lige så pinligt at være havemenneske, som at være ”crazy cat lady”. Det er ændret nu. Haven er blevet hot. Naturen blev det motionscenter, mange af os grønspætte-typer altid har talt for døve ører om. Og udendørslivet blev en del af dagliglivet. Det betyder, at vi nu har fået nogle vaner udendørs – som jeg håber aldrig går væk igen. Vi er begyndt at ses mere udendørs. Vi går ture. Vi holder walk-and-talk-møder. Vi indretter os udendørs – fordi vi har brug for, at den udendørs del af boligen for alvor er en aktiv del af boligen og ikke bare et opmagasineringssted for barnevogne, cykler og vinterdæk.
Haverne er nu indtaget og indrettet på en helt anden måde. Og ikke kun i tidsrummet fra fri-fra-arbejde-til-aftensmad, men hele dagen og hele aftenen og på hverdage og i weekender og i dagslys og i mørke og til fest.

Som jeg tog mig selv i at tænke forleden aften, da jeg havde ryddet op i haven: Nu kan man faktisk godt holde en lille fest derude snart. Med lys i alle former! Om der også skal inviteres et lille kopi-band fra 1980’erne har jeg ikke helt afgjort med mig selv. Men lyskæderne, lanternerne og solcellelamperne skal med.

Denne klumme er skrevet af Signe Wenneberg, der er forfatter til talrige bøger om have og udendørsliv. Se mere på www.signewenneberg.dk og på Instagram @signewenneberg

Hyggelys til dit uderum

Hvad end du er til levende lys, LED eller solcellelamper, finder du et stort udvalg af lys til uderummet.

{{ctrl.translation.siteSearchShowing}} {{ctrl.slideIndex + 1}} {{ctrl.translation.siteSearchOf}} {{ctrl.slideCount}}

Gør din have sommerklar

Se udvalget af

møbler og tilbehør til haven

Få flere tips og gode råd fra

Signe Wenneberg

Læs sommerens

Havekatalog her