Middag i haven og mad på terrassen

20. jul 2020

Af: Signe Wenneberg

Hver gang jeg holder foredrag om have, så beder jeg tilhørerne om at tænke over deres families forhold til have. Hvad ligger i generne? Hvordan har familien benyttet uderummene i flere generationer tilbage? Hvad kan man have lyst til at gentage? Og hvilke minder fra tidligere vil man gerne huske? Da jeg skrev min første havebog – Den Første Have – besluttede jeg mig for selv at lave øvelsen: Hvordan har vi været havemennesker i min familie?

Jeg bladrede gamle fotoalbum igennem. Og opdagede en sandhed: Vi er sådan nogen, der altid har lagt vægt på at spise mad og holde selskab i haven. Det tog jeg staks med mig i min egen have. Som en vigtig værdi. Og som jeg tit siger til foredragene: Jeg er ud af en familie der æder og drikker i haver! Og hvis I også er det, så sørg for at indret haven til det. Vi ser alt for mange haver rundt omkring, der ikke er indrettet til LIVET. Og livet for mig (og generationerne før) er hygge og samvær og selskabelighed omkring et bord, omkring mad – i haven. I denne tid kan det være ekstra godt at tænke over, at skabe rum for at rykke selskabeligheden UDENDØRS – hvor der er afstand – og hvor der er vind og luft og dermed sundere at være.

Mine bedste råd til udendørs bespisning

- Ordentlige stole; sørg for, at der er gode stole at sidde i udendørs. Nu hvor vi tilbringer mere tid ude – og nu hvor vi er mere afhængige af at ses udendørs, så lad det blive i gode møbler

- Stil ikke al mad ud i solen – stil maden i skyggen på terrassen eller lige indenfor havedøren og lad folk fylde deres tallerkener op derfra. Det er ikke sundt med sol på mad og fluer, der flyver rundt på maden. Tiltræk ikke bier til måltidet ved at have maden fremme

- Hvis I ikke er meget solhungrende så spis i skyggen. Eller under flimreskygge fra et træ. Ligesom i Sydeuropa

- Læg en pæn dug på bordet, både til hverdag og til fest. Gør lidt ud af det også selv om der ikke er gæster

- Stil altid en buket blomster på bordet. Gratis blomster fra haven. Blomsterne er der, hvor naturen gør sig mest umage, og det kan vi værdsætte på bordet. Når der er gæster, så skal buketterne være meget lave. Buketterne skal være så lave, at gæsterne kan kigge hen over og se hinanden og tale sammen hen over bordet, og sådan at buketterne ikke fylder hen over maden og drysser ned i den. Jeg elsker elsker elsker at lave bordpynt og dække bord og hygge om gæster.

- Brug en meget stor kande (gerne af emalje) til vand på bordet i haven. De kan nemt fylde fra havens vandpost. Der er ingen grund til klimabelastende vand i plastikflasker, når vi har dejligt postevand i Danmark

- Spis din have. Det er så dejligt, at spise noget i haven – som har groet i haven. Salat, kål, bønner, jordbær, rabarber, bær, agurker, tomater… Intet smager bedre! Og mad kommer ikke mere bæredygtigt, end når det har groet på egen matrikel – med nul transport. Heldige er dem, der også kan have høns i haven og dermed servere egne æg.
Har du ikke plads til køkkenhave og høns og den slags selvforsyning, så kan du måske være selvforsynende med krydderurter fra altan og terrasse? Purløg, timian, persille, oregano, løvstikke, rosmarin, mynte og basilikum kræver ikke meget plads og kan dyrkes i krukker og kasser. Og gøre ethvert måltid mere grønt og skønt.

Skab de bedste rammer for sommermiddage i din have

Se udvalget af

møbler og tilbehør til haven

Få flere tips og gode råd fra

Signe Wenneberg

Læs sommerens

Havekatalog her