Kurv
Kurv

Nicola Kragh Riis: 8 indretningstips til uderummet

25. feb 2022

Sommeren i Danmark er kort, og vi vil gerne have så meget ud af den som muligt. Derfor skal uderummet indrettes og udnyttes bedst muligt til sommerhygge og lange, lune sommerdage og -aftener.

Indretningseksperten, Nicola Kragh Riis giver dig 8 tips til at flytte livet udenfor og skabe den hyggeligste stemning på terrassen, så du får det bedste ud af sommermånederne.

Terrasseliv fra morgen til aften

"Jeg er tilhænger af store terrasser, hvor du både kan slappe af med en bog i fred og ro, eller samles flere både til grillmad og sommerhygge."

Tip: Sørg for at have små zoner på din terrasse til forskellige formål. Indret efter, hvor solen står på himlen.

Sommerhus Zen

"Mit sommerhus skal indrettes med naturmaterialer, som flet, sisal og jute, lette gardiner og uimodståelige pastelfarver for at opnå den helt rigtige afslappede sommerhusstemning."

Tip: Indret sommerhuset simpelt med få materialer og lette farver, så det bliver en behagelig oase.

Hyggelig have

"Hvis du er så heldig at have en have, så ved du, hvor skønt det er at kunne søge skygge under æbletræet, holde picnic i det kølige græs eller ligge ned og kigge på sommerskyer og havens blomster fra første parket."

Tip: Sæt et siddemøbel i nærheden af et bed, så du kan sidde tæt på blomsterne og nyde synet og duften.

Grønt frirum på altanen

"Når du indretter altanen, er det afgørende med mindre, fleksible møbler, der kan vokse og skrumpe efter behov, hængende krukker, altankasser og lyskæder, så du skaber et dejligt ekstra rum, som du både kan bruge og nyde at kigge ud på om aftenen."

Tip: Skab en grøn oase på din altan ved at bruge masser af planter i altankasser eller på væggen.

Skøn sommerfest

"Vi trænger til at mødes og holde fest efter nogle år med nedlukning. Dæk et smukt bord, servér i små portioner, skru op for musikken og lad den gode stemning sprede sig."

Tip: Gør lidt ekstra ud af din servering i små portioner, når gæsterne ankommer. Brug f.eks. høje glas på fod til lækre appetizers.

Nærvær på bænken

"En bænk er det hyggeligste sted i haven, hvor du både kan sætte dig alene og ligge ned, eller gøre plads til én mere, til en kop kaffe i skyggen. En blød stol et godt sted i haven med udsigt til et blomsterbed er også altid skønt til en pause fra havearbejdet."

 Tip: Sæt et lille bord eller en træstub ved din bænk, så du altid har et sted at sætte din kop eller tallerken.

Aftenhygge udenfor

"De lange, lyse sommeraftener er helt magiske og vidunderlige og noget, vi kan leve højt på længe. Indret dit uderum med masser af lys, lanterner og måske et bålfad, og selvfølgelig masser af bløde puder og tæpper til, når temperaturen falder."

Tip: Sørg altid for ekstra plaider og puder i din aftenkrog, så alle kan holde varmen, når det bliver køligt.

Sommerhusterrasse

"Terrassen ved sommerhuset er knudepunktet for sommerlivet. Der er her, dagen starter med morgenmad i solen, her vi slapper af i skyggen midt på dagen, her vi spiser aftensmad og lægger solen i seng."

Tip: Bland krukker, flet og zinkskjulere og vælg vilde sommerblomster og høje græsser. Sådan får du en uhøjtidelig sommerstemning.

Gør haven sommerklar