Sådan skaber du små kroge i haven

18. mar 2021

Af: Signe Wenneberg
Den sikre måde at gøre en have spændende at være i, er ved at indrette den i mindre sektioner. Hvordan skal du gribe det an? Her kan du med fordel forestille dig, at du er en fugl eller en drone, der kigger ned på haven og orienterer dig lidt til en begyndelse? Er der flere rum eller er det hele et stort rum med en græsplæne, der gør det ud for gulvtæppe? Er der allerede flere sektioner i haven? Er de hensigtsmæssige? Er de praktiske? Er der forbindelse mellem de forskellige rum? Ligger de godt for lyset? Kan man se hen over hækkene og holde øje med børnene? Kan man få fred til at læse et sted?

Hvis du er bange for, at det bliver uoverskueligt at gå i gang med at bryde haven lidt op, så kan jeg berolige dig med, at det første du skal gøre, når du vil indrette haven, faktisk er ”at gøre ingenting”: Du skal gå lidt rundt. På forskellige tider af dagen. Iagttage haven. Finde ud af hvor solen falder. Se hvor der er for meget mos i plænen fra de træer, der måske blev fældet i fjor. Notér gerne hvad du opdager. Sådan kan du placere de ”rum”, du ønsker, mest hensigtsmæssigt i haven. Hvis man tegner sin have før, man er faldet til på matriklen, så overser man ”det levede liv”. Det er derfor, jeg anbefaler at begynde med stille iagttagelse før de store armbevægelser.

Når du således er blevet klogere på det lille stykke indhegnede land, som vi kalder have, så kan du begynde at indrette de forskellige områder. Drivhus. Høns. Køkkenhave. Blomster. Bål. Shelter-område. Legeområde. Eller?

Hvad skal du have plads til?

Skal du have drivhus? Så kan jeg anbefale, at du gør følgende: Placer drivhuset så du kan se det fra huset og gerne fra køkkenet. Sørg for at drivhusets linjer følger resten af linjerne på grunden. Lad det ikke stå skråt eller flagre umotiveret. Det skal føles harmonisk. Pas på med at placere for tæt på skel. Men placer det gerne under træer, der giver behagelig flimreskygge også for planterne i højsommeren.

Skal du have høns? Sørg for at hønsegården er rævesikker. Placer hønsegården i sol og skygge. Høns bliver meget kede af en nordvendt hønsegård. De elsker at tage støvbad i sol. Sørg for at placere hønsegården sådan, at det er nemt for børn at kigge på høns: De er verdens bedste underholdning for mindre børn.

Skal du have køkkenhave? Placer den i sol og sørg for at lave den til et dekorativt område i haven – i stedet for at gemme den af vejen, som man gjorde dengang køkkenhaver bare indeholdt jordbærbede og kartofler. I dag har vi vinterflotte kålsorter i køkkenhaverne, og de tager sig godt ud i den kolde tid.

Plads til selskab

Måske er du mest til blomster? Så kan du inddele haven med skærehave (blomster til buketter), rosenhave og blomstrende buske? Det skal ikke plantes i en pærevællling – tænk lidt over farver og højder på de blomster/stauder, du ønsker dig og få måske lidt hjælp fra en havekyndig, som kan hjælpe med at slå et par streger samt foreslå gode gamle stauder.

Og så til det vigtigste: Krogene til at slappe af i. Jeg har sommetider været i meget kompetente havemenneskers kæmpehaver – hvor jeg i den grad manglede havemøbler, det lille bålsted, det lange bord til, når alle mine sønners venner er med hjemme. Sørg frem for alt for at gøre plads til selskabelighed i haven. Vi får brug for at kunne mødes udendørs og se mennesker i virkeligheden i den næste tid. Og haven er det bedste rum i boligen til selskabelighed. Derfor er dette vigtigere end alt andet, når det grønne græstæppe skal indrettes til mindre rum.
Skab rum til selskabelighed!

Favoritter til uderummet

{{ctrl.translation.siteSearchShowing}} {{ctrl.slideIndex + 1}} {{ctrl.translation.siteSearchOf}} {{ctrl.slideCount}}

Få mere inspiration til sommer i haven

Se udvalget af

møbler og tilbehør til haven

Få flere tips og gode råd fra

Signe Wenneberg

Læs sommerens

Havekatalog her