Guide: Sådan sammensætter du skønne pyntepuder

06. maj 2019

Pyntepuder er en nem måde til at give sofaen – eller måske endda stuen nyt liv. Pift op med skønne farver, sjove mønstre og spændende materialer. Se her, hvordan du kan sætte puder sammen på kryds og tværs, så de stadig passer flot sammen og giver dynamik i indretningen.

Når det er tid til at skifte sofaens pyntepuder ud, starter det ofte med, at vi forelsker os i en ny pude. Brug denne som udgangspunkt for, hvordan slutresultatet skal ende med at blive. Hvis puden har et mønster, er det en god ide at tage udgangspunkt i en af de mest gennemtrængende farver i din favoritpude og vælge resten af puderne ud fra denne farve eller nuance. Derudover er det et godt tip at kombinere forskellige materialer og strukturer for at skabe et livligt udtryk og give stuen dynamik.

Farvepift

Det er altid skønt med farver i indretningen, og pyntepuderne er en perfekt anledning til at få lidt farve ind i hjemmet. Ofte kan man have tendens til at vælge forskellige puder i samme nuance og look, for at give sofaen et sammenhængende udtryk. Men nogle gange kan det også give et friskt pust, hvis du sætter en farvet pude ind, som giver liv i stuen. Se bare her, hvordan du kan gøre det.

Mønstermix

Forskellige mønstre, strukturer og farver skaber liv og glæde på en simpel måde. Vil du gerne være mere eksperimenterende i din indretning, så kan du nemt prøve dig frem med forskellige puder og se effekten i dit hjem. Selvom det ikke er den oplagte sammensætning, kan du nemt bruge en strikket pude sammen med en pude med velour- eller læderbetræk. Det er heldigvis kun fantasien, der sætter grænser, når du skal indrette din sofa med nye puder.

Tone i tone

Skab en rød tråd i indretningen med forskellige nuancer af den samme farve. Hvis du er til en neddæmpet og rolig indretning, er det en god ide at gå efter puder, der passer sammen i nuancerne. Men det betyder naturligvis ikke, at du behøver at vælge helt ens puder. Se bare her, hvordan du nemt kan lave en sammensætning af puder, der passer flot sammen – selvom de ikke er helt ens i looket.

Inspiration til dit hjem

Se alle

pyntepuder

Find din

nye sofa

Inspiration:

1 sofa, 3 looks