Hjemmelavet koldskål med ristet havregryn

Køb skålene hér  og bestik hér

I denne uge skal vi lave koldskål og hjemmelavet gammeldags havregryns- drys som toppings på den lækre koldskål i stedet for kammerjunkere.
Min kære farmor lavede denne opskrift til min søster og jeg hver eneste sommer i deres hyggelige sommerhus i Dalby. Jeg husker stadig duften i det lille primitive køkken og hendes gamle røde pande og hvor ville jeg ønske vi stadigt havde sommerhus i Dalbybugten.
Vi elskede og nu elsker mine børn også denne opskrift som jeg vil dele med jer i dag.

Du skal bruge følgende:
1 liter kærnemælk
1 liter A 38 yoghurt
Cirka 2 teskefuld vaniljesukker
Cirka 1/2 deciliter almindelig sukker
Til havregrynskrymmel:
200 gram havregryn
75 gram smør
2 spiseskefuld sukker

Jeg bruger min røremaskine og pisker alt til selve koldskålen sammen og vupti, i køleskabet med det.

Det tager 2 minutter og jeg smager det gerne til efterhånden.
Derefter starter jeg med at riste havregrynene og det er meget simpelt.
Op på panden med dem, tilføj smør mens du rører rundt og smag til med sukkeret.
Brun massen til de er gyldne og det er meget vigtigt at du er over dem hele tiden grundet sukkeret hurtigt kan få havregrynene til at brænde på.
Jeg serverer havregrynene lune sammen med den kolde koldskål og mine børn elsker det på de lune sommeraftener.
Jeg håber I har den skønneste pinse og jeg vil nu skynde mig afsted til koncert med Justin Bieber, wuhuu!!
Mathilde fik billet i konfirmationsgave og vi skal følges med hendes veninde og mor, det bliver en fest og vi glæder os enormt.
xx Kathrine