GODE RÅD OM MADRASSER

Gode råd til vedligeholdelse af dine madrasser

Madrasser kræver ikke megen vedligeholdelse; det gælder alle typer. Men som med polstermøbler sker der en vis "sætning" i materialet – dette har ingen indvirkning på støtte- og bæreevne i øvrigt. Sætning kan modvirkes ved, at man vender sin madras ofte. Der skal byttes om på hoved- og fodende, og hvis det er muligt også på for- og bagside. 

Boxmadrasser har løs topmadras, og denne bør også vendes. Mange topmadrasser tåler ikke vask. Se efter vaskemærke eller spørg ILVA. Bruges der stræklagen over madrassen, skal topmadrassen ligge ovenpå stræklagenet. Topmadrassen dækkes med det almindelige lagen. Kommer topmadrassen direkte ovenpå boxmadrassen med stræklagenet over begge, kan der opstå stort slid. 

Madrasser skal støvsuges, og pletter kan fjernes, hvis polsteret kan tåle rensemidlet, der i mange tilfælde kan være rent, demineraliseret vand.

Det er vigtigt, at madrassen er ventileret. Der skal ikke blot luftes ud flere gange dagligt, men madrassen må ikke ligge på et kompakt underlag, hvor fugten ikke kan slippe ud. Masonitplade o.lign. under madrassen kan forårsage fugtskader, der ses som mørke skjolder af mug eller skimmel. 

Jo mere kompakt madrassen er, jo mere er udluftning påkrævet. Skum og latex er gode materialer med fin komfort, men de kræver god ventilation i rummet. 


Særligt om elevationssenge

Mange madrasser lægges i senge med elevationsbunde. Disse kan hæves og indstilles manuelt eller elektrisk. Madrassen skal være konstrueret til dette formål. Når madrasser skal kunne hæves uafhængigt af hinanden i dobbeltsenge, er det nødvendigt med lidt "luft" imellem. Madrasserne vil i så fald ikke kunne ligge helt tæt sammen. 

Vær opmærksom på, at nogle bunde ikke tåler, at man sidder på hjørnerne, når de er hævet. Spørg ILVA, hvad din elevationsbund kan tåle.

Futon madrasser 

Madrasserne er lavet efter japansk forbillede og velegnet til både senge og sovesofaer. Madrasserne fås med aftageligt eller fast betræk. Selv om der er lynlås på madrassen, er det ikke ensbetydende med, at betrækket er aftageligt. Vær opmærksom på, at bomulden kan sætte sig fast i lynlåsen på alle futoner. 

Futonmadrasser kan ikke vaskes, men har godt af at blive "banket", rystet og rullet sammen ca. 1 gang om måneden. Ved pletrensning bruges en hårdt opvredet klud. 

Skån madrassen ved at købe aftagelige betræk, der kan renses.

Madrasordbogen

Når du skal vælge din nye madras, vil du hurtigt opdage, at det vrimler med forskellige fagudtryk, der betegner de forskellige madrastyper. Det kan gøre det helt uoverskueligt at få startet op på jagten efter din nye madras. Men fortvivl ikke. ILVA hjælper dig på vej med en madrasordbog, så du kan blive klogere på, hvad de forskellige fjedre- og indlægstyper betyder.

Bonellfjedre

En stærk og fast spiralfjeder med god affjedring og lang holdbarhed. Timeglasformet fjeder, der står side om side og er forbundet med stålspiraler.  

Bonellfjedre giver en begrænset støtte og er relativt hård.  Bruges primært i underkernen på boxmadrasser.

Pocketfjedre

En pockefjeder er en fleksibel, punktelastisk metalfjeder, der er enkeltvis indsvejset i en pose af nålefilt. Hver fjeder arbejder individuelt og giver kroppen en særdeles god støtte. 

De mange vindinger og den tøndeformede konstruktion giver en super god affjedring samt ekstra lang holdbarhed.

Multipocketfjedre 

Multipocketfjedre har samme opbygning som pocketfjedre, men med mindre diameter, hvilket giver plads til flere fjedre pr. m2. Den lille fjederdiameter og de mange vindinger kombineret med fjederens konstruktion giver en enestående fjedereffekt. 

Høj bæreevne og fantastisk punktelasticitet giver kroppen optimal støtte og en fremragende komfort.

5 zoner

Flere af fjedersystemerne i ILVAs madrasser er 5-zonede. Det betyder, at madrassen er opbygget med fjedre med forskellige trådtykkelser, der giver individuelt efter, så kroppen overalt får optimal støtte. 

F.eks. giver fjedrene under hofterne mere efter, end fjedrene under skuldrene. Dermed får du den bedst mulige støtte og også den bedst mulige søvn.


Visko-elastisk skum

Visko-elastisk skum er udviklet af NASA for at give astronauterne de bedste vilkår for trykaflastning ude i rummet. 

Materialet reagerer på vægt og varme, som blødgør skummet, så du opnår optimal støtte til en rolig liggestilling med lavest muligt tryk på hofter og skuldre. 

Anbefales af kiropraktorer mod ryg- og muskelsmerter, gigtlidelser, dårlig blodcirkulation, søvnbesvær, liggesår, stivhed og ømhed. 

Du sover bedre, og dermed lever du bedre!

Latex

Latex er et elastisk og formstabilt naturmateriale, der udvindes af saften fra gummitræet. 

Latex er allergivenligt og giver god støtte og aflastning med fin ventilation, der tillader kroppen at ånde.