Lars Larsen Group lancerer Third.space
Pr. 1. oktober 2020 lancerer Lars Larsen Group, Third.space, der skal sikre en endnu stærkere position inden for indretning og møblering af blandt andet hoteller, feriecentre og ungdomsboliger
I årevis har virksomhederne Interior Direct (2003) og IDdesign Project (2008) tilbudt en bred vifte af services i forhold til design og indretning af hoteller, feriecentre, ungdomsboliger og meget mere. Pr. 1. oktober 2020 er det imidlertid slut med at have to enheder med det samme fokus inden for Lars Larsen Group. Der bliver de nemlig fusioneret under navnet Third.space, med det formål at kunne levere endnu bedre service og endnu flere muligheder for kunderne i fremtiden. ”De to virksomheder har været beskæftiget indenfor samme område, men med hver deres fokus. Groft sagt har Interior Direct haft massiv fokus på design delen og haft flere designere ansat, mens IDdesign Project, som en del af ILVA, har fokuseret målrettet på at levere det helt rigtige indretningsløsning. Ved at sammenlægge de to virksomheder, bliver vi absolut førende indenfor begge områder, hvilket betyder, at vi kan hjælpe vores kunder endnu bedre end tidligere,” siger formand for Lars Larsen Group, Jacob Brunsborg.
Spiller på alle tangenter
Drivkraften er kundernes behov for den helt rigtige løsning. Ud over mange eksterne samarbejdspartnere blandt danske møbelbrands, kan Third.space også trække på hjælp og ekspertise fra de øvrige virksomheder i Lars Larsen Group, som blandt andet inkluderer, ILVA, JYSK, Bolia, SENG, Actona Company og Scancom. ”Gennem samarbejdet med så stærke virksomheder har vi adgang til et meget stort sortiment. Samtidig har vi adgang til leverandører over hele verden, så vi også har nemt ved at finde den rigtige leverandør af special-løsninger, der ikke findes i sortimentet, men skal produceres specifikt til en kunde, der har nogle helt specielle ønsker eller idéer,” siger Kristian Jessen, Direktør for Third.space.
Alle størrelser
Han understreger, at virksomheden vil være i stand til at servicere kunder af alle størrelser. ”Third.space skal både kunne hjælpe helt små kunder, som har brug for assistance til at møblere en lobby eller nogle få værelser til store hotelkæder eller andre virksomheder, som har behov for assistance og kreativ sparring til indretning af mange rum i flere forskellige lande,” siger Kristian Jessen. Arbejdet med Third.space har stået på over en længere periode, men lanceres officielt d. 1. oktober 2020, hvor virksomhedens nye hjemmeside www.thirdspace.dk også er tilgængelig fra.