Kurv
Kurv

ILVAS HISTORIE

ILVAs historie går helt tilbage til 1961, hvor en selvstændig og visionær møbelhandler slog dørene op til sin første butik i Vanløse. Manden hed Jørgen Linde, og butikken fik derfor navnet J.L. Møbler. Jørgen Linde havde en klar mission: Han ville sælge møbler og boligtilbehør, der ikke lignede alle andres i en overraskende god kvalitet i forhold til prisen.

Den 20. maj 1977 skiftede møbelhandleren fra Vanløse navn på sit bolighus og slog dørene op til sin første ILVA. Vi har ladet os fortælle, at navnet ILVA er sat sammen af forbogstaverne fra Inger Linde, Jørgen Lindes kone, samt de to første bogstaver i ordet varehus

Sofaerne var altid Jørgen Lindes hjertebarn. På messer og i udlandet fandt han produkter, der matchede tidens trend og danskernes pengepung. Og så var han god til at finde sofaer i farver, som kunne tiltrække kundernes opmærksomhed. Sofaer i sølv, lilla og andre iøjnefaldende farver var pludselig ikke noget særsyn i ILVA.

Gennem årene udviklede ILVA sig til at være blandt danskernes absolut foretrukne bolighuse at besøge, når der skulle hentes ny inspiration og rådgivning til hjemmet. ILVA blev kendt for sine friske designs, spændende boligtilbehør og smarte sofaer.

I dag er alle ILVA- og IDEmøbler-bolighuse flyttet sammen og er blevet til ILVA, som har bolighuse fordelt over hele Danmark samt i Sydsverige. Derudover har ILVA en lang række bolighuse over hele verden, der er ejet af franchisetagere. 

ILVA står derfor stærkere end nogensinde og har alle forudsætninger for fortsat at udvikle sig og cementere sin position som danskernes foretrukne bolighus. 

Og Jørgen Lindes ide holder vi fast i: ILVA vil være bedst til at udbyde, rådgive og inspirere til, hvad der skaber dejlige, personlige og hele hjem – hele livet.

Tidslinje

  • 1961: Jørgen Linde åbner J.L. Møbler
  • 1969: Selvstændige går sammen og skaber IDEmøbler
  • 1975: IDEmøbler omdannes til en frivillig kæde
  • 1977: J.L. Møbler skifter navn til ILVA
  • 2003: Engelske Advent køber ILVA
  • 2007: ILVA overtages af islandske Lagerinn
  • 2007: IDE møbler overtages af den nordiske kapitalfond Axcel
  • 2009: Den nordiske kapitalfond Axcel overtager ILVA. IDdesign bliver stiftet og samler IDEmøbler og ILVA.
  • 2013: IDdesign, IDEmøbler og ILVA bliver solgt til JYSK-grundlæggeren Lars Larsen
  • 2019: ILVA, IDEmøbler og IDdesign flytter sammen under ét navn: ILVA.