Det søde sommerhusliv
Af Sussie Frank, @detlillesorte
Drømmen om eget sommerhus med plads til ro, fordybelse og masser af nærvær ligger mange på sinde.
Og det ER også bare fantastisk at være sommerhusejer! Oplevelse på oplevelse følger med, men køber man et gammelt sommerhus, som skal opfriskes, ligger der også mange timer bag. Jeg købte forrige år et gammelt 60´er sommerhus, en lille perle, som var rødt udenpå, brunt indeni. Drømmen om at skabe et sommerhusidyl i pastelfarver tilsat loppefund gik i gang, men forinden lå der en masse planlægning og tanker.
Når man står med et gammelt sommerhus til renovering, følger der ofte overraskelser med. Gamle elinstallationer, rådne brædder og tidligere ejers forsøg på at udskifte og opdatere med årene. Derfor skal man gøre sig klart fra starten, om man vil bevare noget af det eksisterende, udskifte delvist eller helt rydde ud. Og overraskelser koster. Så man skal bestemt gøre sig tanker om budget, for det kan hurtigt blive dyrt.
Jeg valgte at bevare en del af huset, da husets stand var rimelig fin, og basen var god. Jeg valgte at sætte mest budget af til nye vinduer og døre samt nyt køkken og dermed også en stor post på vvs-/smed- og tømrerarbejde. Dertil kom også maling, som blev en undervurderet økonomisk post.
Jeg lavede et stort mood board rummende alle mine idéer, på dén måde var det nemt at holde den røde tråd. Udenfor blev hus og anneks malet sort med hvide vinduer og døre, en klassiker. Indeni skulle huset emme af pasteller, men det var vigtigt for mig, at gulvets farve blev gennemgående i hele huset, og så byggede jeg ellers 5 vægfarver op omkring gulvets lyseblå valg. Pudder, lyserød, lysegul og lyslilla mod det lyseblå gulv, alle i pastel toner, så det flyder fint.
Man overtager næsten altid et sommerhus med interiør. Her er der faktisk ofte en del, der kan bruges, hvis man lige tænker lidt frem. Jeg valgte at beholde nogle gode basisting som træsenge, trækommoder og en kurvesofa, som alle passede fint ind i dén stil, jeg havde planlagt. Det var både tiltænkt i stilen, men også pengepungen.
Da først rummene stod klar i deres pasteller op mod det blå gulv, var basen lagt. Så kunne der fyldes ind med møbler, nye som gamle, interiør og nips. Et personligt sommerhus med masser af sjæl og hygge – og klar til fine minder.
Læs med herunder og få Sussies 10 bedste tips til indretning af sommer- og kolonihavehus.
Sommerhustips, når du indretter sommer- eller kolonihavehus:
1/ Dan dig et overblik over, hvilken stil og hvilke farver dit sommerhelle skal have
2/ Ud fra stil og farver bør du vurdere, hvilke møbler/nips du vælger at beholde, resten skal væk
3/ Lav et realistisk budget og sæt gerne lidt ekstra af til overraskelser (hvis du har et gammelt hus)
4/ Hjælp fra venner eller familie er uvurderlig, og man kommer altså bare længst med flere hænder
5/ Brug Instagram eller Pinterest for inspiration til indretning eller nye indkøb
6/ For at skabe et personligt sommerhus kan du bruge loppe- eller vintagefund, det er tit den lille vase eller finurlige skål, der kan give indretningen lidt ekstra
7/ Hvis du har svært ved at vælge farver til dit sommerhus, så kan du ofte bruge billeder eller plakater som udgangspunkt. Billedet kan bruges til at skabe synergi til vægfarven eller kommoden. F.eks. hvis du har et maleri eller en plakat med 3-4 farver, så kan én af dé farver males som vægfarven, og brug da gerne tekstiler (tæpper eller puder) i én af samme farver. Således skaber du en rød tråd, så rummet bindes sammen
8/ Det er vigtigt, at du holder stilen husets rum igennem, så har du først valgt én pallette, så hold dig til denne, så den er gennemgående
9/ Træ i naturens farver kan bløde et rum op og tilføre hygge, om det er træskærebrædder i køkkenet op ad en væg, træbord eller stol op ad en malet væg
10/ For at skabe en personlig, hyggelig og autentisk sommerhusstil brug da bøger og magasiner i indretningen
God fornøjelse og rigtig god sommer!
Vil du se mere til Sussies indbydende og gennemførte stil? Følg med på:
Lad dig inspirere til dit eget sommer- og kolonihavehus 💜